De sidste mange år har fotografi været en del af mig. Jeg kan ikke sige at det er et hobby. Det er mere en lyst jeg har til at huske, især det skønne som fanger mit blik. Når det lykkes mig at fange magien som jeg sanser bliver jeg så glad, så kan jeg dele med andre, og også vende tilbage til mine billeder og mindes.
Det hænder også at det som jeg har fotograferet forsvinder fordi verden forandrer sig konstant.
I går gik jeg en tur og himlen havde et lyst skær trods den ellers grå himmel, lige der hvor jeg tit har standset op for at nyde naturens magi, den magi som opstår når lyset falder på en særlig skøn måde. Jeg følte et savn, og når jeg kom hjem fandt jeg frem de billeder jeg holder mest af, så taknemmelig for den oplevelse jeg fik, det minde jeg har.
Der bliver dyrket en ny skov i de kommende år. Den kommer til at vokse de næste årtier, men den bliver aldrig lige den samme som var. Så jeg takker naturen for den gave jeg dengang fik.
Mine tanker vandrer tit når jeg går i skoven. Imens jeg vandrer … ja så vandrer mine tanker. Men nogle gange står jeg også helt stille og bare lytter. Og når jeg står stille og lytter kan jeg mærke mig selv og min tilstedeværelse i naturen. Det er rart, og jeg giver mig altid lidt tid til det, når jeg går i skoven, lægger min hånd på et træ, eller ånder stilheden ind. Naturens farver fanger også mine øjne, som jeg så forsøger at fange i min iPhone.
I dag gik jeg en morgentur, solen stod lavt. Jeg har savnet lyset lidt i de sidste regnfulde, travle dage. Jeg kom i tanker om en skøn klient jeg har; en kvinde med særlig sprudlende energi, visdom og humør. Hun har ikke haft det godt de sidste år, men er ved at komme tilbage til den hun var, og forhåbentlig til den hun har holdt tilbage, den som hun ikke har givet sig selv lov til at være; d.v.s. fuldstændig sig selv.
Sagen er at hun fortalte mig en dag om et lille minde, mange år tilbage, når hun dansede glædestrålende ved musik på et torv, havde hendes børn sagt: “kom nu mor, kom, lad være!”
Det bragte mig tilbage til et minde fra min egen ungdom. Mit selvbillede var meget broget, og jeg var mest bange for var at blive gjort til grin. Så jeg sagde mest ingenting, skjulte min tilstedeværelse, blev tit ét med gulvet, eller væggen, forsøgte at være gennemsigtig. En dag gik jeg med min mor i byen, jeg tror vi skulle købe en kjole til mig. Mor gik rundt i butikken og på et tidspunkt rørte hun ved stoffet i en kjole, og spurgte ekspeditricen: “hvad er det for noget stof i den her kjole?”.
Jeg blev så flov over min mor, skammede mig så utrolig meget på hendes vegne, syntes det var utrolig mærkeligt at spørge om sikke noget og tiltrække opmærksomhed på den måde.
Så, det som jeg tænkte på, på min vandretur i dag var at vi skal ikke lade vores børn holde os tilbage, det er meget vigtigere for os at være os selv og vise dem at det må man godt. Jeg er ikke selv blevet god nok til det, bliver tit genert blandt mange mennesker, men når jeg tør, har jeg det rigtig godt med det.
Lad os benytte os af alle vores farver! De fleste af os kan lide farverige mennesker selvom mange af os ikke tør stå frem, af frygt … men vi har alle vores indre farver, selvom vi holder dem tit godt skjult. Hvis vi bruger dem, giver os lov til at lysne op, slippe os løs og bare være frie, bliver vi gladere. Lad os ikke være “normale” … normalt er nemlig fikseret til gråtoner. Normalt er kedeligt. Lad os stråle med alle vores farver og gøre livet sjovt, danse på torve ved glad musik og spørge frit om alt det vi har lyst til at vide.
I går gik jeg rundt om min dejlige sø, Skarresø. Nu har jeg boet i Danmark i 5 år. Der var mange tanker på min gåtur. Jeg tog billeder, nød turen. Naturen er altid smuk. Jeg overvejede hvor meget jeg burde skrive, hvor meget jeg burde holde for mig selv. Jeg har valgt at være ærlig og undgå små detaljer.
Det sidste år, 2019 har været et meget godt år. Livet har lært mig meget. Jeg er blevet bedre til at stå ved mig selv. I starten af året besluttede jeg mig for at udfordre mig selv, siden jeg var blevet 60 og har bevidst tænkt mig at arbejde indtil jeg bliver 90, hvis jeg lever så længe.
Februar blev mit vendepunkt. Siden februar 2019 har jeg trænet hver dag, fandt frem til nogle øvelser på internettet, som jeg har dyrket hver eneste morgen siden. Øvelserne har jeg tilpasset mig og min krop. Jeg lytter til mine behov, mærker efter hvad det er som min krop og mit sind fortæller mig. Hvis jeg har smerter prøver jeg at forstå hvorfor og hvad jeg muligvis kan gøre for at få det bedre. Jeg er blevet stærkere, har ingen lændesmerter mere, er mere flexible, mine overarme er blevet for store for min til mange år favorit bluse. Mit sind er lysere. Jeg kan nemt bære mit barnebarn, lege, svinge og synge.
I februar 2019 begyndte jeg nemlig at synge i kor. Den længsel havde blundet i mit sind i et halvt århundrede. Nu kom jeg i gang og er så glad for at være en del af Jyderup sangkor. Man kan nemlig ikke synge og være sur samtidigt. Jeg har truffet den beslutning at synge mere og gøre alt jeg kan for at forblive gladere i de kommende år.
Jeg har været glad i 2019, og jeg har sørget. Jeg har mistet og jeg har fået.
Jeg er også blevet valgt fra, og det har jeg accepteret. Mennesker som har været i mit liv, helt fra starten af, har vist mig at de ikke vil mig længere. Det var ikke noget chok, fordi de har ikke været der for mig i mange år, muligvis aldrig. Men det blev så klart, så åbenbart. Jeg har forstået at jeg kan ikke forandre andre mennesker. Og heldigvis har jeg mange som elsker mig, ligesom jeg er. Jeg kan også bedre lide mig selv nu, som jeg er. Mit største ønske for mig selv, er at fortsætte med at udvikle mig og blive den bedste udgave af mig selv. Andre mennesker som muligvis ville have foretrukket at jeg forblev den jeg var, får lov til at være sure på mig. Jeg kan ikke styre det hvordan de tænker eller lever sit liv. Men jeg kan give dem lov til at gå sin egen vej og jeg har besluttet at tænke kærligt på dem. Jeg sender dem lyse tanker og kærlighed når de dukker op i mit sind. Men de får lov til at vælge for sig selv.
I starten af året 2019 var jeg bange. Jeg havde mistet troen på at jeg kunne leve af mit kald. Nogle af året 2018’s bekymringer forfulgte mig. Men fra februar af har mit liv for det meste været et godt år, hvor jeg tog ansvar og jeg har gjort alt det jeg kan for at være professionelt synlig, og fysisk stærk. Så nu finder nye klienter frem til mig og ordet går rundt fra mund til mund. Nu ved jeg at jeg kommer til at leve af det jeg gør.
Jeg elsker at se lyset tændes på nyt i menneskers øjne. Det bedste jeg ved er at hjælpe mennesker, ved at støtte deres egen helbredende kraft.
Det kræver mod at stole på sin intuition.
Jeg har valgt at at lytte til mine sanser og mit hjerte og være intuitiv i mit arbejde, selvom jeg nogle gange ikke helt forstår. Jeg lærer af livet og er virkelig begyndt at stole på min egen intuition. Ingen to mennesker er ens, og hvert eneste menneske har sin egen vej at gå. Vi lærer af livets udfordringer. Jeg er så heldig nu, at jeg lærer af livet hver eneste dag. Jeg har ikke besejret alle mine udfordringer, men jeg bliver bedre til det dag for dag … og sandsynligvis så længe jeg lever.
Jeg forventer som sagt, at leve og arbejde indtil jeg bliver 90 år gammel, måske længere. Men jeg har også accepteret døden. Den dag hvor døden nærmer sig, bliver jeg ikke bange. Jeg håber bare at jeg for lov til, at gå over til den anden verden, uden store smerter og ved fuld bevidsthed. Jeg har tænkt mig at leve lykkelig hver dag indtil den dag jeg dør. Jeg er overbevist om at året 2020 bliver det bedste i mit liv hidtil. Jeg fortsætter med at stå ved mig selv, dyrke idræt, være sammen med gode venner, gå ture i min elskede natur og synge så meget jeg kan.
På mine ture i skoven de sidste 5 år er jeg tit blevet forskrækket når en fasan pludselig flyver op med den frygtelige lyd den giver fra sig når den bliver skræmt. Fasaner suser rundt, spiser, fuldstændig forblændet og glemmer meste parten af tiden, at de har vinge … så de løber.
De bliver skræmt når jeg går helt stille og lydløs, men omvendt plejer de at stå helt rolige og i total balance imens jeg, i andre tider racer forbi på min havelåge af en cykel. En gang kørte jeg en lille landevej, hvor der var to fasaner midt på vejen. De reagerede ikke på bilen som nærmede sig, indtil jeg stoppede helt og observerede. Pludselig opdagede de bilen og fløj op, men ikke til siden, de fløj op og stødte på hinanden der midt på vejen, faldt ned igen og har sikkert landet til sidst derude i skoven med hovedpine efter sammenstødet.
Men i går så jeg noget for første gang. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne, for der højt oppe i et træ sad der en fasan og kiggede rundt! Med det samme tænkt jeg på en bog jeg har læst om mågen, Jonathan Livingstone som trak sig ud af måge samfund fordi han var ikke fornøjet med at kæmpe for mad og alt det triviale. Han ville prøve sine vinge og lære at flyve så højt og hurtigt som muligt, så han trænede, sulten men livslysten. Han blev hurtigt kastet ud fra mågernes samfund, alene oprørs-måge i udvikling. En fantastisk bog!
Og så i går så jeg den fasan som ikke fulgte samfundets regler, sad oppe i et træ og kiggede rundt. Mon hvad det var den fugl opdagede og om den fortsætter med at udvikle sig.
I skoven møder jeg ikke så mange mennesker på de gråvejrsdage. Men naturen har et helt særligt skær når det er fugtigt efter regnen og når der er en smule dis.
Jeg nyder det at være der, alene, i mit eget selskab og nogle gange tænker jeg på at gøre det som før i tiden var umuligt og utænkeligt. Jeg øver mig i at være mig selv og vise mig på den måde som gør mig sårbar. Når jeg var ung, turde jeg ikke åbne munden af angst for at blive mobbet eller taget som et fjols.
I går når jeg gik min tur rundt om Skarresø, havde jeg igen nynnet mit eget islandske digt til min egen melodi. Så delte jeg den med min vennegruppe på Facebook. Det krævede mod, og sangen var på ingen måde perfekt. Det var en spontan optagelse, bare det det var. Jeg havde det godt derude i skoven og jeg er glad for det at jeg turde!
Solen er ved at gå ned og jeg smiler som selve solen i en glad børnetegning.
Efter at have i går cyklet en lang tur op til Nykøbing Sjælland og vågnet op frisk og energisk i morges til en række behandlinger, fik jeg den bedste Facebook-anbefaling fra en klient og det er noget af det bedste jeg ved, ikke mindst fordi jeg er afhængig af at få nye klienter på min briks for at få det hele til at løbe rundt økonomisk. Så i dag takker jeg min glade klient for de gode ord og for de usædvanlig mange besøg på min hjemmeside!
I eftermiddag har jeg så givet mig (og en anden) den selvforkælelse som jeg elsker. Gav og fik en behandling i et varmt svømmebassin, så hvis jeg var energisk i morges, er jeg i fantastisk balance i aften og går om et par timer i seng med de bedste forventninger for fremtiden. Dagen blev afsluttet med et sundt og godt måltid sammen men en god ven og en fyraftensøl til.
Det kan næsten ikke blive bedre … og dog! De bedste forventninger …
Livet kan i perioder være for det meste svært, perioder hvor ingenting lykkes, hvor alt føles mørkt. Da falder man gerne i de tunge tanker og fokuserer på alt det dunkle og kan blive rigtig deprimeret. Hvis man skifter fokus og leder efter de positive ting, selv om de er minimale, så små at de fuldstændig falder i skyggen, kan man bedre se det hele billede og kigge rundt for flere lyse pletter!
Har nogen sagt til dig:”du skal ikke tro du er noget”.
Som barn og teenager var jeg overbevist om at jeg ikke var noget og jeg prøvede hele tiden at gemme mig væk. Mit tøj var mørkt, det var i sorte, grå og mørkeblå farver og jeg turde aldrig udtale mig, sagde ingenting for ikke at vise min dumhed. Jeg blev så usynlig som jeg muligvis kunne, men for at berolige andre mennesker fandt jeg en maske jeg kunne bruge, et smil som jeg viste verden, så de ikke behøvede at bekymre sig på grund af mig.
Min ensomhed var grusom. Jeg ved ikke hvorfor det blev så, men der var sikkert mange små gnidninger med andre mennesker i opvæksten, måske var jeg aldrig helt som de andre, og fandt aldrig ud af at være mig selv.
Det har jeg nu arbejdet med i mange år, men faktisk aldrig mere end nu. Jeg prøver hele tiden at forbedre mig selv, ikke på den måde at blive perfekt, bare for at give mig selv lov til at være den jeg er, i bund og grund, med mine fejl, mine følelser, med min styrke, mit mod, med mine egne farver. Nu efter at jeg fyldte tres år er jeg meget fokuseret på at min krop skal holde til slut, jeg har nemlig planer om at få en fantastisk alderdom. Jeg træner for nydelse, går mine ture, cykler. Det nyeste nyt er at jeg laver morgenøvelser hver dag. Min krop bliver smidigere og stærkere uge for uge, skuldrene knirker stadig som en gammel bro i en islandsk fiskerby, når bølgerne rammer fra åbent hav. Men de knirker lidt mindre nu!
Når jeg går i skoven hvor bøgetræernes løv er så fine, lysegrønne og gennemsigtige ser jeg af og til, men meget sjældent en rødbøge som er anderledes, dog også smuk, den stråler. Tanken om den vækkede denne dags blog.
Jeg elsker at hjælpe andre mennesker med at finde sin farve, smide sine smerter, forbedre sit liv. Det er mit arbejde, det er min fokus, det er mit kald.
Det forstår jeg bedre og bedre og det hjælper jeg mine klienter med at opdage. Vi arbejder med at få det bedre, kropsligt og psykisk fordi vi er en helhed. Kropslige smerter kan ikke adskilles fra følelsesmæssige og psykiske smerter.
Hvordan kan du selv gøre dit liv bedre? Hvad kan du gøre for at berige dit liv? Hvorfor er du så hård mod dig selv?
Forleden dag følte jeg en tyngde, ensomhed og håbløshed. Det er jo et faktum at jeg er udlænding i Danmark og at mange af mine venner er i Island. Jeg var utrolig hurtig i at vende mig imod mig selv på en grim måde. Jeg sagde til mig selv: “hvordan er det med dig som hjælper alle de mennesker som søger din hjælp og så kan du ikke hjælpe dig selv?”
Men lige så hurtigt vendte tanken sig. Fordi jeg var klar over at jeg gør noget godt for mig selv hele tiden. Jeg er stærk, jeg er modig og jeg står ved mig selv. Jeg kæmper for at arbejde med det som giver mening for mig. Jeg hjælper andre mennesker med at få det bedre. Jeg bruger stor del af min fritid i naturen som jeg elsker, jeg cykler, jeg møder de mennesker jeg holder af og elsker. Men så er jeg ensom og føler mig håbløs indimellem.
Jeg udfordrer mig selv. Utrolig mange udfordringer i de sidste årtier. Jeg er nået så langt. Så selv om jeg ikke klarer det hele, hele tiden, er jeg et godt sted. Men jeg har behov for andre mennesker og min helbredelse er mit livsprojekt. Jeg har ansvar for mit eget helbred og som alle andre må jeg søge støtte og omsorg i omstændigheder hvor jeg selv ikke er helt nok for mig selv. Men jeg har ingen grund til at rive mig selv ned.
Jeg håber stadig at jeg kommer til at kunne leve af det som jeg gør her i Mattia’s balance healing. Jeg gør en forskel, har mange utrolig glade og fantastiske mennesker som klienter, mange af dem er nået så langt, frie for smerter, med nyt håb og ny tro på fremtiden. Men jeg mangler stadig at få flere klienter, så det hele kan køre rundt.
Jeg må aldrig miste troen, jeg har fulgt mit kald. Jeg følger mit hjerte. Jeg gør det rigtige! Jeg møder tit mennesker som jeg har hjulpet, mennesker som har fået det bedre. Det er ikke altid jeg, som får høre om hvor godt det er gået, fordi mennesker kommer videre med sit liv. Men når det sker, når jeg får besked, rører det mit hjerte og gør mig så utrolig glad.
Og jeg må i hvert fald holde kurs, holde op med at rive mig selv ned. Den måde jeg behandler mig selv når jeg ikke føler at jeg er god nok, er en taktik jeg lærte på den hårde måde af andre mennesker som uvidende gjorde det hårdt for mig at tro på mig selv i mine yngre år. Så de tanker er som det ukrudt jeg ikke vil dyrke, skal de fjernes. Jeg planter blomster i stedet for.
Kærlighed til mig, kærlighed til dig … sammen kan vi helt sikkert også gøre noget godt for dig.
Din healing er dit ansvar, din helbredelse kan blive vort samarbejde! Hvis du vil!
Min første rigtige cykeltur i 2019 blev Jyderup – Skamstrup – Skellingsted – Brokøb – Donnerupvej – Rådbjerg – Jyderup.
Og det bliver ikke den sidste og helt sikkert ikke den korteste i år! Jeg elsker at mærke min styrke og stamina. Jeg lytter også godt til min krop og tager pauser når den hvisker lavt nogle advarsler om ubehag 💕
Ved hjemkomsten skinnede solen stadig så kunne ikke lade være med at gå en tur på 10 km før jeg faldt til ro derhjemme 🌞💕
Mattia 