Mine billeder
Jeg sad på en bænk, hvilende i skovens dybe ro. De er ellers svære at fange på billede, de smukke insekter. Fordi de står sjældent stille og bevæger sig hurtigt. Men denne her, efter at have adskillige gange sat sig på min bluse og kigget mig i øjnene, fuldstændig rolig og tillidsfuld, følte jeg at dens ro smittede over på mig. Og så blev den bare, der på bænken, ved siden af mig. Vi sad længe.
Far var dygtig fotograf, han havde et godt øje. Jeg har mange billeder af mine forældre med os små. Min hukommelse er sløret men jeg har et lille album. Vi er søde børn, smuk familie. Vi bliver omfavnet og smiler til kameraet og på mange af de gamle billeder er jeg en strålende stjerne, knapt to år gammel, midtpunktet med åben favn, krøller, smilehul og tindrende øjne. Mine storebrødre, to og fire år ældre, er lidt mere generte på de billeder. De er ikke lige så glade for spotlightet som jeg, den mindste. Hvor ville det have ført hen, hvis vi havde lært at snakke om følelser?
De sidste mange år har fotografi været en del af mig. Jeg kan ikke sige at det er et hobby. Det er mere en lyst jeg har til at huske, især det skønne som fanger mit blik. Når det lykkes mig at fange magien som jeg sanser bliver jeg så glad, så kan jeg dele med andre, og også vende tilbage til mine billeder og mindes.
Det hænder også at det som jeg har fotograferet forsvinder fordi verden forandrer sig konstant.
I går gik jeg en tur og himlen havde et lyst skær trods den ellers grå himmel, lige der hvor jeg tit har standset op for at nyde naturens magi, den magi som opstår når lyset falder på en særlig skøn måde. Jeg følte et savn, og når jeg kom hjem fandt jeg frem de billeder jeg holder mest af, så taknemmelig for den oplevelse jeg fik, det minde jeg har.
Der bliver dyrket en ny skov i de kommende år. Den kommer til at vokse de næste årtier, men den bliver aldrig lige den samme som var. Så jeg takker naturen for den gave jeg dengang fik.
Jeg tog afsted og tænkte det ville blive en lille tur i gråvejr, men pludselig åbnede skyerne sig og viste en blå baggrund, så jeg gik videre og det blev en dejlig tur rundt omkring Skarresø, som jeg anser som min, efter at have boet i 5 år i Jyderup. Ikke alle er enige med at jeg ejer den, men det er helt klart at jeg elsker naturen her rundt omkring. Jeg går tit alene, når jeg får anledning, og med øjnene åbne for naturens underværker fanger jeg noget af det magiske som viser sig i alle årstider, og også når det er vådt og “gråt” – man kan altid finde farver, hvis man kigger.
Jeg går når jeg har tid, de fleste dage tager jeg en lille tur. Jeg er taknemmelig for mine klienter og mit arbejde, men jeg er også glad for at kunne selv styre min tid, og hvis der kommer pauser i min arbejdsdag i Mattia’s balance healing er skoven aldrig langt borte … Jyderup er en yndig by og naturen rundt omkring nydelig. Vær velkommen hertil!
I går gik jeg rundt om min dejlige sø, Skarresø. Nu har jeg boet i Danmark i 5 år. Der var mange tanker på min gåtur. Jeg tog billeder, nød turen. Naturen er altid smuk. Jeg overvejede hvor meget jeg burde skrive, hvor meget jeg burde holde for mig selv. Jeg har valgt at være ærlig og undgå små detaljer.
Det sidste år, 2019 har været et meget godt år. Livet har lært mig meget. Jeg er blevet bedre til at stå ved mig selv. I starten af året besluttede jeg mig for at udfordre mig selv, siden jeg var blevet 60 og har bevidst tænkt mig at arbejde indtil jeg bliver 90, hvis jeg lever så længe.
Februar blev mit vendepunkt. Siden februar 2019 har jeg trænet hver dag, fandt frem til nogle øvelser på internettet, som jeg har dyrket hver eneste morgen siden. Øvelserne har jeg tilpasset mig og min krop. Jeg lytter til mine behov, mærker efter hvad det er som min krop og mit sind fortæller mig. Hvis jeg har smerter prøver jeg at forstå hvorfor og hvad jeg muligvis kan gøre for at få det bedre. Jeg er blevet stærkere, har ingen lændesmerter mere, er mere flexible, mine overarme er blevet for store for min til mange år favorit bluse. Mit sind er lysere. Jeg kan nemt bære mit barnebarn, lege, svinge og synge.
I februar 2019 begyndte jeg nemlig at synge i kor. Den længsel havde blundet i mit sind i et halvt århundrede. Nu kom jeg i gang og er så glad for at være en del af Jyderup sangkor. Man kan nemlig ikke synge og være sur samtidigt. Jeg har truffet den beslutning at synge mere og gøre alt jeg kan for at forblive gladere i de kommende år.
Jeg har været glad i 2019, og jeg har sørget. Jeg har mistet og jeg har fået.
Jeg er også blevet valgt fra, og det har jeg accepteret. Mennesker som har været i mit liv, helt fra starten af, har vist mig at de ikke vil mig længere. Det var ikke noget chok, fordi de har ikke været der for mig i mange år, muligvis aldrig. Men det blev så klart, så åbenbart. Jeg har forstået at jeg kan ikke forandre andre mennesker. Og heldigvis har jeg mange som elsker mig, ligesom jeg er. Jeg kan også bedre lide mig selv nu, som jeg er. Mit største ønske for mig selv, er at fortsætte med at udvikle mig og blive den bedste udgave af mig selv. Andre mennesker som muligvis ville have foretrukket at jeg forblev den jeg var, får lov til at være sure på mig. Jeg kan ikke styre det hvordan de tænker eller lever sit liv. Men jeg kan give dem lov til at gå sin egen vej og jeg har besluttet at tænke kærligt på dem. Jeg sender dem lyse tanker og kærlighed når de dukker op i mit sind. Men de får lov til at vælge for sig selv.
I starten af året 2019 var jeg bange. Jeg havde mistet troen på at jeg kunne leve af mit kald. Nogle af året 2018’s bekymringer forfulgte mig. Men fra februar af har mit liv for det meste været et godt år, hvor jeg tog ansvar og jeg har gjort alt det jeg kan for at være professionelt synlig, og fysisk stærk. Så nu finder nye klienter frem til mig og ordet går rundt fra mund til mund. Nu ved jeg at jeg kommer til at leve af det jeg gør.
Jeg elsker at se lyset tændes på nyt i menneskers øjne. Det bedste jeg ved er at hjælpe mennesker, ved at støtte deres egen helbredende kraft.
Det kræver mod at stole på sin intuition.
Jeg har valgt at at lytte til mine sanser og mit hjerte og være intuitiv i mit arbejde, selvom jeg nogle gange ikke helt forstår. Jeg lærer af livet og er virkelig begyndt at stole på min egen intuition. Ingen to mennesker er ens, og hvert eneste menneske har sin egen vej at gå. Vi lærer af livets udfordringer. Jeg er så heldig nu, at jeg lærer af livet hver eneste dag. Jeg har ikke besejret alle mine udfordringer, men jeg bliver bedre til det dag for dag … og sandsynligvis så længe jeg lever.
Jeg forventer som sagt, at leve og arbejde indtil jeg bliver 90 år gammel, måske længere. Men jeg har også accepteret døden. Den dag hvor døden nærmer sig, bliver jeg ikke bange. Jeg håber bare at jeg for lov til, at gå over til den anden verden, uden store smerter og ved fuld bevidsthed. Jeg har tænkt mig at leve lykkelig hver dag indtil den dag jeg dør. Jeg er overbevist om at året 2020 bliver det bedste i mit liv hidtil. Jeg fortsætter med at stå ved mig selv, dyrke idræt, være sammen med gode venner, gå ture i min elskede natur og synge så meget jeg kan.
Jeg vil blive bedre til at leve mit liv.
Solen er ved at gå ned og jeg smiler som selve solen i en glad børnetegning.
Efter at have i går cyklet en lang tur op til Nykøbing Sjælland og vågnet op frisk og energisk i morges til en række behandlinger, fik jeg den bedste Facebook-anbefaling fra en klient og det er noget af det bedste jeg ved, ikke mindst fordi jeg er afhængig af at få nye klienter på min briks for at få det hele til at løbe rundt økonomisk. Så i dag takker jeg min glade klient for de gode ord og for de usædvanlig mange besøg på min hjemmeside!
I eftermiddag har jeg så givet mig (og en anden) den selvforkælelse som jeg elsker. Gav og fik en behandling i et varmt svømmebassin, så hvis jeg var energisk i morges, er jeg i fantastisk balance i aften og går om et par timer i seng med de bedste forventninger for fremtiden. Dagen blev afsluttet med et sundt og godt måltid sammen men en god ven og en fyraftensøl til.
Det kan næsten ikke blive bedre … og dog! De bedste forventninger …
Livet kan i perioder være for det meste svært, perioder hvor ingenting lykkes, hvor alt føles mørkt. Da falder man gerne i de tunge tanker og fokuserer på alt det dunkle og kan blive rigtig deprimeret. Hvis man skifter fokus og leder efter de positive ting, selv om de er minimale, så små at de fuldstændig falder i skyggen, kan man bedre se det hele billede og kigge rundt for flere lyse pletter!
Har nogen sagt til dig: ”du skal ikke tro du er noget”.
Som barn og teenager var jeg overbevist om at jeg ikke var noget og jeg prøvede hele tiden at gemme mig væk. Mit tøj var mørkt, det var i sorte, grå og mørkeblå farver og jeg turde aldrig udtale mig, sagde ingenting for ikke at vise min dumhed. Jeg blev så usynlig som jeg muligvis kunne, men for at berolige andre mennesker fandt jeg en maske jeg kunne bruge, et smil som jeg viste verden, så de ikke behøvede at bekymre sig på grund af mig.
Min ensomhed var grusom. Jeg ved ikke hvorfor det blev så, men der var sikkert mange små gnidninger med andre mennesker i opvæksten, måske var jeg aldrig helt som de andre, og fandt aldrig ud af at være mig selv.
Det har jeg nu arbejdet med i mange år, men faktisk aldrig mere end nu. Jeg prøver hele tiden at forbedre mig selv, ikke på den måde at blive perfekt, bare for at give mig selv lov til at være den jeg er, i bund og grund, med mine fejl, mine følelser, med min styrke, mit mod, med mine egne farver. Nu efter at jeg fyldte tres år er jeg meget fokuseret på at min krop skal holde til slut, jeg har nemlig planer om at få en fantastisk alderdom. Jeg træner for nydelse, går mine ture, cykler. Det nyeste nyt er at jeg laver morgenøvelser hver dag. Min krop bliver smidigere og stærkere uge for uge, skuldrene knirker stadig som en gammel bro i en islandsk fiskerby, når bølgerne rammer fra åbent hav. Men de knirker lidt mindre nu!
Når jeg går i skoven hvor bøgetræernes løv er så fine, lysegrønne og gennemsigtige ser jeg af og til, men meget sjældent en rødbøge som er anderledes, dog også smuk, den stråler. Tanken om den vækkede denne dags blog.
Jeg elsker at hjælpe andre mennesker med at finde sin farve, smide sine smerter, forbedre sit liv. Det er mit arbejde, det er min fokus, det er mit kald.
De magiske øjeblikke, var der i massevis i går når jeg sent på eftermiddagen gik min tur, som på grund af alt det skønne jeg mødte, blev længere end jeg på forhånd havde forventet! Om formiddagen havde vejret nemlig skiftet hvert femte minut, hagl, regn, storm, solskin, blæst (typisk islandsk smagsprøvevejr, som vi siger det oppe i nord).
Jeg gik i tre og en halv time rundt om Skarresø og mødte ikke en sjæl efter de første 20 minutter. Så lige der hvor jeg var i de øjeblikke, var jeg den eneste som favnede naturens gaver.
Nu vil jeg gerne give jer smagsprøver 💕
Husk at kigge rundt og nyde de gaver som naturen så gavmild og kærlig giver os 🥰
Mattia 