Har nogen sagt til dig: ”du skal ikke tro du er noget”.
Som barn og teenager var jeg overbevist om at jeg ikke var noget og jeg prøvede hele tiden at gemme mig væk. Mit tøj var mørkt, det var i sorte, grå og mørkeblå farver og jeg turde aldrig udtale mig, sagde ingenting for ikke at vise min dumhed. Jeg blev så usynlig som jeg muligvis kunne, men for at berolige andre mennesker fandt jeg en maske jeg kunne bruge, et smil som jeg viste verden, så de ikke behøvede at bekymre sig på grund af mig.
Min ensomhed var grusom. Jeg ved ikke hvorfor det blev så, men der var sikkert mange små gnidninger med andre mennesker i opvæksten, måske var jeg aldrig helt som de andre, og fandt aldrig ud af at være mig selv.
Det har jeg nu arbejdet med i mange år, men faktisk aldrig mere end nu. Jeg prøver hele tiden at forbedre mig selv, ikke på den måde at blive perfekt, bare for at give mig selv lov til at være den jeg er, i bund og grund, med mine fejl, mine følelser, med min styrke, mit mod, med mine egne farver. Nu efter at jeg fyldte tres år er jeg meget fokuseret på at min krop skal holde til slut, jeg har nemlig planer om at få en fantastisk alderdom. Jeg træner for nydelse, går mine ture, cykler. Det nyeste nyt er at jeg laver morgenøvelser hver dag. Min krop bliver smidigere og stærkere uge for uge, skuldrene knirker stadig som en gammel bro i en islandsk fiskerby, når bølgerne rammer fra åbent hav. Men de knirker lidt mindre nu!
Når jeg går i skoven hvor bøgetræernes løv er så fine, lysegrønne og gennemsigtige ser jeg af og til, men meget sjældent en rødbøge som er anderledes, dog også smuk, den stråler. Tanken om den vækkede denne dags blog.
Jeg elsker at hjælpe andre mennesker med at finde sin farve, smide sine smerter, forbedre sit liv. Det er mit arbejde, det er min fokus, det er mit kald.
Mattia 