Mine tanker vandrer tit når jeg går i skoven. Imens jeg vandrer … ja så vandrer mine tanker. Men nogle gange står jeg også helt stille og bare lytter. Og når jeg står stille og lytter kan jeg mærke mig selv og min tilstedeværelse i naturen. Det er rart, og jeg giver mig altid lidt tid til det, når jeg går i skoven, lægger min hånd på et træ, eller ånder stilheden ind. Naturens farver fanger også mine øjne, som jeg så forsøger at fange i min iPhone.
I dag gik jeg en morgentur, solen stod lavt. Jeg har savnet lyset lidt i de sidste regnfulde, travle dage. Jeg kom i tanker om en skøn klient jeg har; en kvinde med særlig sprudlende energi, visdom og humør. Hun har ikke haft det godt de sidste år, men er ved at komme tilbage til den hun var, og forhåbentlig til den hun har holdt tilbage, den som hun ikke har givet sig selv lov til at være; d.v.s. fuldstændig sig selv.
Sagen er at hun fortalte mig en dag om et lille minde, mange år tilbage, når hun dansede glædestrålende ved musik på et torv, havde hendes børn sagt: “kom nu mor, kom, lad være!”
Det bragte mig tilbage til et minde fra min egen ungdom. Mit selvbillede var meget broget, og jeg var mest bange for var at blive gjort til grin. Så jeg sagde mest ingenting, skjulte min tilstedeværelse, blev tit ét med gulvet, eller væggen, forsøgte at være gennemsigtig. En dag gik jeg med min mor i byen, jeg tror vi skulle købe en kjole til mig. Mor gik rundt i butikken og på et tidspunkt rørte hun ved stoffet i en kjole, og spurgte ekspeditricen: “hvad er det for noget stof i den her kjole?”.
Jeg blev så flov over min mor, skammede mig så utrolig meget på hendes vegne, syntes det var utrolig mærkeligt at spørge om sikke noget og tiltrække opmærksomhed på den måde.
Så, det som jeg tænkte på, på min vandretur i dag var at vi skal ikke lade vores børn holde os tilbage, det er meget vigtigere for os at være os selv og vise dem at det må man godt. Jeg er ikke selv blevet god nok til det, bliver tit genert blandt mange mennesker, men når jeg tør, har jeg det rigtig godt med det.
Lad os benytte os af alle vores farver! De fleste af os kan lide farverige mennesker selvom mange af os ikke tør stå frem, af frygt … men vi har alle vores indre farver, selvom vi holder dem tit godt skjult. Hvis vi bruger dem, giver os lov til at lysne op, slippe os løs og bare være frie, bliver vi gladere. Lad os ikke være “normale” … normalt er nemlig fikseret til gråtoner. Normalt er kedeligt. Lad os stråle med alle vores farver og gøre livet sjovt, danse på torve ved glad musik og spørge frit om alt det vi har lyst til at vide.
