Tag: livslyst

Artikel, Fotografi, Mit helbred, Tanker, Uncategorized

Fra årsskiftet 2020

Mattia

Jeg tænkte ved årsskiftet at jeg ville fortsætte med at forsøge at blive den bedste udgave af mig selv. Det er ikke nogen nem opgave, selvom jeg har nået rigtig meget i de sidste par årtier.

En del af det jeg gjorde i 2019 var at udfordre mig selv på en helt ny måde. Jeg har gået i gennem livet med den overbevisning, helt fra barndommen af at jeg er falsk; at jeg ikke kan synge. Jeg er blevet drillet og latterliggjort, meste parten af mit liv, når jeg har givet efter for min lyst til at synge. Så hele mit liv har jeg sunget i smug, indtil for c.a. 10 år siden når jeg fik vide fra en sanglærer at jeg overhoved ikke er falsk. At jeg faktisk har et meget godt musikøre. Jeg trænger bare lidt tid for at lære sangene før jeg kan synge dem. Hun forklarede også, at det må det bedste sangere også, alle må øve for at blive rigtig gode. Hun fortalte at jeg er sopran, så når jeg begyndte min korsanger-periode for et år siden satte jeg mig blandt 2-sopranerne og der står jeg nu når jeg synger. Jeg har ikke nogen fantastisk stemme og kommer aldrig til at blive solosanger, men jeg fylder godt op i kor og elsker at lære teknikker og at lære min stemme bedre at kende. Jeg bliver opløftet og glad når jeg synger.

Så det som ligger mig på hjertet nu, er at vi har, de fleste af os behov for at komme af med gamle tanker og overbevisninger som stammer fra vores barndom og ungdomsår, om at vi ikke er gode nok. Overbevisninger som har muligvis fulgt os ind i de voksnes år og forgiftet vores liv, gjort at vi aldrig har givet os en chance og mulighed for at blive den bedste udgave af os selv.

Fra at være et barn og teenager med ingen selvtillid, sky og indadvendt, er jeg stadig lidt indadvendt, har behov for min solo-tid. Det passer mig også rigtig godt, fordi jeg nyder mine gåture i skoven. Men jeg har taget mig tid til at udvikle mig, jeg er blevet mere social, jeg har forandret mit liv kolossalt i de sidste årtier. Ny uddannelse, lange rejser, massevis af udfordringer, og svære beslutninger; forandringer som til slut gjorde at jeg flyttede fra Island til Danmark og fik mod til at stifte min egen virksomhed i det nye land som jeg elsker. Island er en del af min sjæl, men Danmark er mit hjem. Og jeg elsker at støtte andre menneskers helbredelse! Tak Danmark ❤

I 2020 vil jeg synge mere, gøre mere af alt det som gør mig glad.
Det er derfor det bliver sådan et år 🙂

Tanker

Nu vender lyset igen, 22 december.

Mattia

I går gik jeg rundt om min dejlige sø, Skarresø. Nu har jeg boet i Danmark i 5 år. Der var mange tanker på min gåtur. Jeg tog billeder, nød turen. Naturen er altid smuk. Jeg overvejede hvor meget jeg burde skrive, hvor meget jeg burde holde for mig selv. Jeg har valgt at være ærlig og undgå små detaljer.

Det sidste år, 2019 har været et meget godt år. Livet har lært mig meget. Jeg er blevet bedre til at stå ved mig selv. I starten af året besluttede jeg mig for at udfordre mig selv, siden jeg var blevet 60 og har bevidst tænkt mig at arbejde indtil jeg bliver 90, hvis jeg lever så længe.

Februar blev mit vendepunkt. Siden februar 2019 har jeg trænet hver dag, fandt frem til nogle øvelser på internettet, som jeg har dyrket hver eneste morgen siden. Øvelserne har jeg tilpasset mig og min krop. Jeg lytter til mine behov, mærker efter hvad det er som min krop og mit sind fortæller mig. Hvis jeg har smerter prøver jeg at forstå hvorfor og hvad jeg muligvis kan gøre for at få det bedre. Jeg er blevet stærkere, har ingen lændesmerter mere, er mere flexible, mine overarme er blevet for store for min til mange år favorit bluse. Mit sind er lysere. Jeg kan nemt bære mit barnebarn, lege, svinge og synge.

I februar 2019 begyndte jeg nemlig at synge i kor. Den længsel havde blundet i mit sind i et halvt århundrede. Nu kom jeg i gang og er så glad for at være en del af Jyderup sangkor. Man kan nemlig ikke synge og være sur samtidigt. Jeg har truffet den beslutning at synge mere og gøre alt jeg kan for at forblive gladere i de kommende år.

Jeg har været glad i 2019, og jeg har sørget. Jeg har mistet og jeg har fået.

Jeg er også blevet valgt fra, og det har jeg accepteret. Mennesker som har været i mit liv, helt fra starten af, har vist mig at de ikke vil mig længere. Det var ikke noget chok, fordi de har ikke været der for mig i mange år, muligvis aldrig. Men det blev så klart, så åbenbart. Jeg har forstået at jeg kan ikke forandre andre mennesker. Og heldigvis har jeg mange som elsker mig, ligesom jeg er. Jeg kan også bedre lide mig selv nu, som jeg er. Mit største ønske for mig selv, er at fortsætte med at udvikle mig og blive den bedste udgave af mig selv. Andre mennesker som muligvis ville have foretrukket at jeg forblev den jeg var, får lov til at være sure på mig. Jeg kan ikke styre det hvordan de tænker eller lever sit liv. Men jeg kan give dem lov til at gå sin egen vej og jeg har besluttet at tænke kærligt på dem. Jeg sender dem lyse tanker og kærlighed når de dukker op i mit sind. Men de får lov til at vælge for sig selv.

I starten af året 2019 var jeg bange. Jeg havde mistet troen på at jeg kunne leve af mit kald. Nogle af året 2018’s bekymringer forfulgte mig. Men fra februar af har mit liv for det meste været et godt år, hvor jeg tog ansvar og jeg har gjort alt det jeg kan for at være professionelt synlig, og fysisk stærk. Så nu finder nye klienter frem til mig og ordet går rundt fra mund til mund. Nu ved jeg at jeg kommer til at leve af det jeg gør.

Jeg elsker at se lyset tændes på nyt i menneskers øjne. Det bedste jeg ved er at hjælpe mennesker, ved at støtte deres egen helbredende kraft.

Det kræver mod at stole på sin intuition.

Jeg har valgt at at lytte til mine sanser og mit hjerte og være intuitiv i mit arbejde, selvom jeg nogle gange ikke helt forstår. Jeg lærer af livet og er virkelig begyndt at stole på min egen intuition. Ingen to mennesker er ens, og hvert eneste menneske har sin egen vej at gå. Vi lærer af livets udfordringer. Jeg er så heldig nu, at jeg lærer af livet hver eneste dag. Jeg har ikke besejret alle mine udfordringer, men jeg bliver bedre til det dag for dag … og sandsynligvis så længe jeg lever.

Jeg forventer som sagt, at leve og arbejde indtil jeg bliver 90 år gammel, måske længere. Men jeg har også accepteret døden. Den dag hvor døden nærmer sig, bliver jeg ikke bange. Jeg håber bare at jeg for lov til, at gå over til den anden verden, uden store smerter og ved fuld bevidsthed. Jeg har tænkt mig at leve lykkelig hver dag indtil den dag jeg dør. Jeg er overbevist om at året 2020 bliver det bedste i mit liv hidtil. Jeg fortsætter med at stå ved mig selv, dyrke idræt, være sammen med gode venner, gå ture i min elskede natur og synge så meget jeg kan.

Jeg vil blive bedre til at leve mit liv.

I skoven ved Skarresø 21 december 2019

Fotografi, Kreativitet, Natur, Tanker

Jeg har hidtil ikke båret særlig respekt for fasaner

Mattia

På mine ture i skoven de sidste 5 år er jeg tit blevet forskrækket når en fasan pludselig flyver op med den frygtelige lyd den giver fra sig når den bliver skræmt. Fasaner suser rundt, spiser, fuldstændig forblændet og glemmer meste parten af tiden, at de har vinge … så de løber.

De bliver skræmt når jeg går helt stille og lydløs, men omvendt plejer de at stå helt rolige og i total balance imens jeg, i andre tider racer forbi på min havelåge af en cykel. En gang kørte jeg en lille landevej, hvor der var to fasaner midt på vejen. De reagerede ikke på bilen som nærmede sig, indtil jeg stoppede helt og observerede. Pludselig opdagede de bilen og fløj op, men ikke til siden, de fløj op og stødte på hinanden der midt på vejen, faldt ned igen og har sikkert landet til sidst derude i skoven med hovedpine efter sammenstødet.

Men i går så jeg noget for første gang. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne, for der højt oppe i et træ sad der en fasan og kiggede rundt! Med det samme tænkt jeg på en bog jeg har læst om mågen, Jonathan Livingstone som trak sig ud af måge samfund fordi han var ikke fornøjet med at kæmpe for mad og alt det triviale. Han ville prøve sine vinge og lære at flyve så højt og hurtigt som muligt, så han trænede, sulten men livslysten. Han blev hurtigt kastet ud fra mågernes samfund, alene oprørs-måge i udvikling. En fantastisk bog!

Og så i går så jeg den fasan som ikke fulgte samfundets regler, sad oppe i et træ og kiggede rundt. Mon hvad det var den fugl opdagede og om den fortsætter med at udvikle sig.