På mine ture i skoven de sidste 5 år er jeg tit blevet forskrækket når en fasan pludselig flyver op med den frygtelige lyd den giver fra sig når den bliver skræmt. Fasaner suser rundt, spiser, fuldstændig forblændet og glemmer meste parten af tiden, at de har vinge … så de løber.
De bliver skræmt når jeg går helt stille og lydløs, men omvendt plejer de at stå helt rolige og i total balance imens jeg, i andre tider racer forbi på min havelåge af en cykel. En gang kørte jeg en lille landevej, hvor der var to fasaner midt på vejen. De reagerede ikke på bilen som nærmede sig, indtil jeg stoppede helt og observerede. Pludselig opdagede de bilen og fløj op, men ikke til siden, de fløj op og stødte på hinanden der midt på vejen, faldt ned igen og har sikkert landet til sidst derude i skoven med hovedpine efter sammenstødet.
Men i går så jeg noget for første gang. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne, for der højt oppe i et træ sad der en fasan og kiggede rundt! Med det samme tænkt jeg på en bog jeg har læst om mågen, Jonathan Livingstone som trak sig ud af måge samfund fordi han var ikke fornøjet med at kæmpe for mad og alt det triviale. Han ville prøve sine vinge og lære at flyve så højt og hurtigt som muligt, så han trænede, sulten men livslysten. Han blev hurtigt kastet ud fra mågernes samfund, alene oprørs-måge i udvikling. En fantastisk bog!
Og så i går så jeg den fasan som ikke fulgte samfundets regler, sad oppe i et træ og kiggede rundt. Mon hvad det var den fugl opdagede og om den fortsætter med at udvikle sig.
Mattia 