De sidste mange år har fotografi været en del af mig. Jeg kan ikke sige at det er et hobby. Det er mere en lyst jeg har til at huske, især det skønne som fanger mit blik. Når det lykkes mig at fange magien som jeg sanser bliver jeg så glad, så kan jeg dele med andre, og også vende tilbage til mine billeder og mindes.
Det hænder også at det som jeg har fotograferet forsvinder fordi verden forandrer sig konstant.
I går gik jeg en tur og himlen havde et lyst skær trods den ellers grå himmel, lige der hvor jeg tit har standset op for at nyde naturens magi, den magi som opstår når lyset falder på en særlig skøn måde. Jeg følte et savn, og når jeg kom hjem fandt jeg frem de billeder jeg holder mest af, så taknemmelig for den oplevelse jeg fik, det minde jeg har.
Der bliver dyrket en ny skov i de kommende år. Den kommer til at vokse de næste årtier, men den bliver aldrig lige den samme som var. Så jeg takker naturen for den gave jeg dengang fik.
Mine tanker vandrer tit når jeg går i skoven. Imens jeg vandrer … ja så vandrer mine tanker. Men nogle gange står jeg også helt stille og bare lytter. Og når jeg står stille og lytter kan jeg mærke mig selv og min tilstedeværelse i naturen. Det er rart, og jeg giver mig altid lidt tid til det, når jeg går i skoven, lægger min hånd på et træ, eller ånder stilheden ind. Naturens farver fanger også mine øjne, som jeg så forsøger at fange i min iPhone.
I dag gik jeg en morgentur, solen stod lavt. Jeg har savnet lyset lidt i de sidste regnfulde, travle dage. Jeg kom i tanker om en skøn klient jeg har; en kvinde med særlig sprudlende energi, visdom og humør. Hun har ikke haft det godt de sidste år, men er ved at komme tilbage til den hun var, og forhåbentlig til den hun har holdt tilbage, den som hun ikke har givet sig selv lov til at være; d.v.s. fuldstændig sig selv.
Sagen er at hun fortalte mig en dag om et lille minde, mange år tilbage, når hun dansede glædestrålende ved musik på et torv, havde hendes børn sagt: “kom nu mor, kom, lad være!”
Det bragte mig tilbage til et minde fra min egen ungdom. Mit selvbillede var meget broget, og jeg var mest bange for var at blive gjort til grin. Så jeg sagde mest ingenting, skjulte min tilstedeværelse, blev tit ét med gulvet, eller væggen, forsøgte at være gennemsigtig. En dag gik jeg med min mor i byen, jeg tror vi skulle købe en kjole til mig. Mor gik rundt i butikken og på et tidspunkt rørte hun ved stoffet i en kjole, og spurgte ekspeditricen: “hvad er det for noget stof i den her kjole?”.
Jeg blev så flov over min mor, skammede mig så utrolig meget på hendes vegne, syntes det var utrolig mærkeligt at spørge om sikke noget og tiltrække opmærksomhed på den måde.
Så, det som jeg tænkte på, på min vandretur i dag var at vi skal ikke lade vores børn holde os tilbage, det er meget vigtigere for os at være os selv og vise dem at det må man godt. Jeg er ikke selv blevet god nok til det, bliver tit genert blandt mange mennesker, men når jeg tør, har jeg det rigtig godt med det.
Lad os benytte os af alle vores farver! De fleste af os kan lide farverige mennesker selvom mange af os ikke tør stå frem, af frygt … men vi har alle vores indre farver, selvom vi holder dem tit godt skjult. Hvis vi bruger dem, giver os lov til at lysne op, slippe os løs og bare være frie, bliver vi gladere. Lad os ikke være “normale” … normalt er nemlig fikseret til gråtoner. Normalt er kedeligt. Lad os stråle med alle vores farver og gøre livet sjovt, danse på torve ved glad musik og spørge frit om alt det vi har lyst til at vide.
Jeg tog afsted og tænkte det ville blive en lille tur i gråvejr, men pludselig åbnede skyerne sig og viste en blå baggrund, så jeg gik videre og det blev en dejlig tur rundt omkring Skarresø, som jeg anser som min, efter at have boet i 5 år i Jyderup. Ikke alle er enige med at jeg ejer den, men det er helt klart at jeg elsker naturen her rundt omkring. Jeg går tit alene, når jeg får anledning, og med øjnene åbne for naturens underværker fanger jeg noget af det magiske som viser sig i alle årstider, og også når det er vådt og “gråt” – man kan altid finde farver, hvis man kigger.
Fra turen rundt om Skarresø 9. januar 2020
Jeg går når jeg har tid, de fleste dage tager jeg en lille tur. Jeg er taknemmelig for mine klienter og mit arbejde, men jeg er også glad for at kunne selv styre min tid, og hvis der kommer pauser i min arbejdsdag i Mattia’s balance healing er skoven aldrig langt borte … Jyderup er en yndig by og naturen rundt omkring nydelig. Vær velkommen hertil!
På mine ture i skoven de sidste 5 år er jeg tit blevet forskrækket når en fasan pludselig flyver op med den frygtelige lyd den giver fra sig når den bliver skræmt. Fasaner suser rundt, spiser, fuldstændig forblændet og glemmer meste parten af tiden, at de har vinge … så de løber.
De bliver skræmt når jeg går helt stille og lydløs, men omvendt plejer de at stå helt rolige og i total balance imens jeg, i andre tider racer forbi på min havelåge af en cykel. En gang kørte jeg en lille landevej, hvor der var to fasaner midt på vejen. De reagerede ikke på bilen som nærmede sig, indtil jeg stoppede helt og observerede. Pludselig opdagede de bilen og fløj op, men ikke til siden, de fløj op og stødte på hinanden der midt på vejen, faldt ned igen og har sikkert landet til sidst derude i skoven med hovedpine efter sammenstødet.
Men i går så jeg noget for første gang. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne, for der højt oppe i et træ sad der en fasan og kiggede rundt! Med det samme tænkt jeg på en bog jeg har læst om mågen, Jonathan Livingstone som trak sig ud af måge samfund fordi han var ikke fornøjet med at kæmpe for mad og alt det triviale. Han ville prøve sine vinge og lære at flyve så højt og hurtigt som muligt, så han trænede, sulten men livslysten. Han blev hurtigt kastet ud fra mågernes samfund, alene oprørs-måge i udvikling. En fantastisk bog!
Og så i går så jeg den fasan som ikke fulgte samfundets regler, sad oppe i et træ og kiggede rundt. Mon hvad det var den fugl opdagede og om den fortsætter med at udvikle sig.
Balance er ikke stilstand. Balance i et levende væsen er en dynamisk tilstand. Vi søger balance hele tiden, som når vi går, da går vi et skridt ad gangen. Men vi behøver ikke tænke på hvert et skridt, det kræver ikke fokus, hvis alt er i orden. Der er konstant vekselvirkning, hvor vi kan mærke balancen i bevægelsen.
Når det først går galt og vi ikke kan mærke den naturlige balance, da kan det være at vi har brug for hjælp. Men kroppen søger også balance i sig selv. Når vi slår os og får et sår, så gror vi helt automatisk. Når vi bliver trætte falder vi i søvn og vågner opladet af ny energi. Der er en indbygget helbredende kraft som kan støttes af en hjælpende hånd, for at nå helbredelse. Den kraft fokuserer jeg på i behandlinger af mine klienter.
Livet kan i perioder være for det meste svært, perioder hvor ingenting lykkes, hvor alt føles mørkt. Da falder man gerne i de tunge tanker og fokuserer på alt det dunkle og kan blive rigtig deprimeret. Hvis man skifter fokus og leder efter de positive ting, selv om de er minimale, så små at de fuldstændig falder i skyggen, kan man bedre se det hele billede og kigge rundt for flere lyse pletter!
De magiske øjeblikke, var der i massevis i går når jeg sent på eftermiddagen gik min tur, som på grund af alt det skønne jeg mødte, blev længere end jeg på forhånd havde forventet! Om formiddagen havde vejret nemlig skiftet hvert femte minut, hagl, regn, storm, solskin, blæst (typisk islandsk smagsprøvevejr, som vi siger det oppe i nord).
Jeg gik i tre og en halv time rundt om Skarresø og mødte ikke en sjæl efter de første 20 minutter. Så lige der hvor jeg var i de øjeblikke, var jeg den eneste som favnede naturens gaver.
Nu vil jeg gerne give jer smagsprøver 💕
Husk at kigge rundt og nyde de gaver som naturen så gavmild og kærlig giver os 🥰
Min første rigtige cykeltur i 2019 blev Jyderup – Skamstrup – Skellingsted – Brokøb – Donnerupvej – Rådbjerg – Jyderup.
Og det bliver ikke den sidste og helt sikkert ikke den korteste i år! Jeg elsker at mærke min styrke og stamina. Jeg lytter også godt til min krop og tager pauser når den hvisker lavt nogle advarsler om ubehag 💕
Ved hjemkomsten skinnede solen stadig så kunne ikke lade være med at gå en tur på 10 km før jeg faldt til ro derhjemme 🌞💕
Mattia 