Jeg sad på en bænk, hvilende i skovens dybe ro. De er ellers svære at fange på billede, de smukke insekter. Fordi de står sjældent stille og bevæger sig hurtigt. Men denne her, efter at have adskillige gange sat sig på min bluse og kigget mig i øjnene, fuldstændig rolig og tillidsfuld, følte jeg at dens ro smittede over på mig. Og så blev den bare, der på bænken, ved siden af mig. Vi sad længe.
Jeg er gået omme bagved huset, den grimme lille gård, og videre op ad bakken, kun et par hundrede meter. Mine tanker er tunge. Et sted, oppe på bakken deles den lille sitrende bæk som løber deroppe. På vej ned ad bakken, deles vandet et sted og rinder rundt om en lille tue. Jeg træder ud på den tue, som er så bittelille at jeg knapt kan stå der med tørre fødder. Dette er mit fristed, min egen lille ø. Jeg er bare et barn, men jeg lukker øjnene og lover mig selv at når jeg bliver stor vil jeg få mig en rigtig ø, ude i et rigtigt hav, hvor jeg kan bo helt alene i fred fra andre mennesker.
Mattia 