De sidste mange år har fotografi været en del af mig. Jeg kan ikke sige at det er et hobby. Det er mere en lyst jeg har til at huske, især det skønne som fanger mit blik. Når det lykkes mig at fange magien som jeg sanser bliver jeg så glad, så kan jeg dele med andre, og også vende tilbage til mine billeder og mindes.
Det hænder også at det som jeg har fotograferet forsvinder fordi verden forandrer sig konstant.
I går gik jeg en tur og himlen havde et lyst skær trods den ellers grå himmel, lige der hvor jeg tit har standset op for at nyde naturens magi, den magi som opstår når lyset falder på en særlig skøn måde. Jeg følte et savn, og når jeg kom hjem fandt jeg frem de billeder jeg holder mest af, så taknemmelig for den oplevelse jeg fik, det minde jeg har.
Der bliver dyrket en ny skov i de kommende år. Den kommer til at vokse de næste årtier, men den bliver aldrig lige den samme som var. Så jeg takker naturen for den gave jeg dengang fik.
Mine tanker vandrer tit når jeg går i skoven. Imens jeg vandrer … ja så vandrer mine tanker. Men nogle gange står jeg også helt stille og bare lytter. Og når jeg står stille og lytter kan jeg mærke mig selv og min tilstedeværelse i naturen. Det er rart, og jeg giver mig altid lidt tid til det, når jeg går i skoven, lægger min hånd på et træ, eller ånder stilheden ind. Naturens farver fanger også mine øjne, som jeg så forsøger at fange i min iPhone.
I dag gik jeg en morgentur, solen stod lavt. Jeg har savnet lyset lidt i de sidste regnfulde, travle dage. Jeg kom i tanker om en skøn klient jeg har; en kvinde med særlig sprudlende energi, visdom og humør. Hun har ikke haft det godt de sidste år, men er ved at komme tilbage til den hun var, og forhåbentlig til den hun har holdt tilbage, den som hun ikke har givet sig selv lov til at være; d.v.s. fuldstændig sig selv.
Sagen er at hun fortalte mig en dag om et lille minde, mange år tilbage, når hun dansede glædestrålende ved musik på et torv, havde hendes børn sagt: “kom nu mor, kom, lad være!”
Det bragte mig tilbage til et minde fra min egen ungdom. Mit selvbillede var meget broget, og jeg var mest bange for var at blive gjort til grin. Så jeg sagde mest ingenting, skjulte min tilstedeværelse, blev tit ét med gulvet, eller væggen, forsøgte at være gennemsigtig. En dag gik jeg med min mor i byen, jeg tror vi skulle købe en kjole til mig. Mor gik rundt i butikken og på et tidspunkt rørte hun ved stoffet i en kjole, og spurgte ekspeditricen: “hvad er det for noget stof i den her kjole?”.
Jeg blev så flov over min mor, skammede mig så utrolig meget på hendes vegne, syntes det var utrolig mærkeligt at spørge om sikke noget og tiltrække opmærksomhed på den måde.
Så, det som jeg tænkte på, på min vandretur i dag var at vi skal ikke lade vores børn holde os tilbage, det er meget vigtigere for os at være os selv og vise dem at det må man godt. Jeg er ikke selv blevet god nok til det, bliver tit genert blandt mange mennesker, men når jeg tør, har jeg det rigtig godt med det.
Lad os benytte os af alle vores farver! De fleste af os kan lide farverige mennesker selvom mange af os ikke tør stå frem, af frygt … men vi har alle vores indre farver, selvom vi holder dem tit godt skjult. Hvis vi bruger dem, giver os lov til at lysne op, slippe os løs og bare være frie, bliver vi gladere. Lad os ikke være “normale” … normalt er nemlig fikseret til gråtoner. Normalt er kedeligt. Lad os stråle med alle vores farver og gøre livet sjovt, danse på torve ved glad musik og spørge frit om alt det vi har lyst til at vide.
Jeg tog afsted og tænkte det ville blive en lille tur i gråvejr, men pludselig åbnede skyerne sig og viste en blå baggrund, så jeg gik videre og det blev en dejlig tur rundt omkring Skarresø, som jeg anser som min, efter at have boet i 5 år i Jyderup. Ikke alle er enige med at jeg ejer den, men det er helt klart at jeg elsker naturen her rundt omkring. Jeg går tit alene, når jeg får anledning, og med øjnene åbne for naturens underværker fanger jeg noget af det magiske som viser sig i alle årstider, og også når det er vådt og “gråt” – man kan altid finde farver, hvis man kigger.
Fra turen rundt om Skarresø 9. januar 2020
Jeg går når jeg har tid, de fleste dage tager jeg en lille tur. Jeg er taknemmelig for mine klienter og mit arbejde, men jeg er også glad for at kunne selv styre min tid, og hvis der kommer pauser i min arbejdsdag i Mattia’s balance healing er skoven aldrig langt borte … Jyderup er en yndig by og naturen rundt omkring nydelig. Vær velkommen hertil!
I skoven møder jeg ikke så mange mennesker på de gråvejrsdage. Men naturen har et helt særligt skær når det er fugtigt efter regnen og når der er en smule dis.
Jeg nyder det at være der, alene, i mit eget selskab og nogle gange tænker jeg på at gøre det som før i tiden var umuligt og utænkeligt. Jeg øver mig i at være mig selv og vise mig på den måde som gør mig sårbar. Når jeg var ung, turde jeg ikke åbne munden af angst for at blive mobbet eller taget som et fjols.
I går når jeg gik min tur rundt om Skarresø, havde jeg igen nynnet mit eget islandske digt til min egen melodi. Så delte jeg den med min vennegruppe på Facebook. Det krævede mod, og sangen var på ingen måde perfekt. Det var en spontan optagelse, bare det det var. Jeg havde det godt derude i skoven og jeg er glad for det at jeg turde!
Har nogen sagt til dig:”du skal ikke tro du er noget”.
Som barn og teenager var jeg overbevist om at jeg ikke var noget og jeg prøvede hele tiden at gemme mig væk. Mit tøj var mørkt, det var i sorte, grå og mørkeblå farver og jeg turde aldrig udtale mig, sagde ingenting for ikke at vise min dumhed. Jeg blev så usynlig som jeg muligvis kunne, men for at berolige andre mennesker fandt jeg en maske jeg kunne bruge, et smil som jeg viste verden, så de ikke behøvede at bekymre sig på grund af mig.
Min ensomhed var grusom. Jeg ved ikke hvorfor det blev så, men der var sikkert mange små gnidninger med andre mennesker i opvæksten, måske var jeg aldrig helt som de andre, og fandt aldrig ud af at være mig selv.
Det har jeg nu arbejdet med i mange år, men faktisk aldrig mere end nu. Jeg prøver hele tiden at forbedre mig selv, ikke på den måde at blive perfekt, bare for at give mig selv lov til at være den jeg er, i bund og grund, med mine fejl, mine følelser, med min styrke, mit mod, med mine egne farver. Nu efter at jeg fyldte tres år er jeg meget fokuseret på at min krop skal holde til slut, jeg har nemlig planer om at få en fantastisk alderdom. Jeg træner for nydelse, går mine ture, cykler. Det nyeste nyt er at jeg laver morgenøvelser hver dag. Min krop bliver smidigere og stærkere uge for uge, skuldrene knirker stadig som en gammel bro i en islandsk fiskerby, når bølgerne rammer fra åbent hav. Men de knirker lidt mindre nu!
Når jeg går i skoven hvor bøgetræernes løv er så fine, lysegrønne og gennemsigtige ser jeg af og til, men meget sjældent en rødbøge som er anderledes, dog også smuk, den stråler. Tanken om den vækkede denne dags blog.
Jeg elsker at hjælpe andre mennesker med at finde sin farve, smide sine smerter, forbedre sit liv. Det er mit arbejde, det er min fokus, det er mit kald.
De magiske øjeblikke, var der i massevis i går når jeg sent på eftermiddagen gik min tur, som på grund af alt det skønne jeg mødte, blev længere end jeg på forhånd havde forventet! Om formiddagen havde vejret nemlig skiftet hvert femte minut, hagl, regn, storm, solskin, blæst (typisk islandsk smagsprøvevejr, som vi siger det oppe i nord).
Jeg gik i tre og en halv time rundt om Skarresø og mødte ikke en sjæl efter de første 20 minutter. Så lige der hvor jeg var i de øjeblikke, var jeg den eneste som favnede naturens gaver.
Nu vil jeg gerne give jer smagsprøver 💕
Husk at kigge rundt og nyde de gaver som naturen så gavmild og kærlig giver os 🥰
Læg mærke til moren med børnene som hilser på hesten i de skønne omgivelser.
Der er lys og der er skygge, der findes klarhed og der er mystik. Ikke kun i naturen men også i menneskers sind. Der kan være mange skift på kort tid. Disse billeder er taget fra fredag til søndag (18-20 januar). Ingen rækkefølge her. De viser momenter; skift i vejr og natur, men der var også mange skift i mit sind og mine tanker undervejs, imens jeg gik.
Man kan være bekymret. Man kan også bestemme at skifte fokus, fra det som er tungt, til det som gør man glad og da kan man mærke at sindet lettes. Man kan ikke altid bestemme hvad det er som sker, men man kan altid bestemme hvad det er man fokuserer på og hvordan man reagerer. Bekymringer har aldrig gjort noget godt for noget menneske. De forstyrrer os i at leve vort liv og nyde det gode som er.
Hvis det er tåget, kan man se de magiske mysterier i tågen. Hvis lyset er lavt og leger med farver og mist, kan man stoppe, trække vejret, puste det ind! Der hvor det er mørkt kan lyset pludselig trække igennem.
De fleste racer forbi, mange går stærkt. Mange benytter turen for at snakke med hinanden. De færreste står stille, de mister muligheden for at sanse de magiske momenter.
Fra denne bakke er den fantastiske udsigt over søen.
Jeg elsker at fange indtryk, nogle gange også det smukke midt i det skumle. Jeg rører mine favorit træer og lytter i stilheden. I går hørte jeg ukendt sprød lyd. Jeg stoppede, stod og lyttede. Lyden kom fra knasede løv som bevægede sig i den halv-frosne jord, musvitten sang, krager kommunikerede med hinanden, man kunne høre den kommunikation rundt omkring søen, lange veje. Ørnen fløj over mit hoved mod solnedgangen. Lyset glitrede i dens gule hoved, den cirklede over mig. Friheden … selve frihedens tegn.
Jeg var blevet lidt træt efter den lange gåtur, lagde mig på en bænk med rygsækken som pude, kiggede op i himmelen og tog et billede op i trætoppene, så nøgne som de er i januar, tog så en selfie der hvor jeg lå! Blændede så de to billeder ved hjemkomsten!
Mattia 