Når jeg går i skoven, tænker jeg, nynner og sanser

I skoven møder jeg ikke så mange mennesker på de gråvejrsdage. Men naturen har et helt særligt skær når det er fugtigt efter regnen og når der er en smule dis.

Jeg nyder det at være der, alene, i mit eget selskab og nogle gange tænker jeg på at gøre det som før i tiden var umuligt og utænkeligt. Jeg øver mig i at være mig selv og vise mig på den måde som gør mig sårbar. Når jeg var ung, turde jeg ikke åbne munden af angst for at blive mobbet eller taget som et fjols.

I går når jeg gik min tur rundt om Skarresø, havde jeg igen nynnet mit eget islandske digt til min egen melodi. Så delte jeg den med min vennegruppe på Facebook. Det krævede mod, og sangen var på ingen måde perfekt. Det var en spontan optagelse, bare det det var. Jeg havde det godt derude i skoven og jeg er glad for det at jeg turde!