Jeg sad på en bænk, hvilende i skovens dybe ro. De er ellers svære at fange på billede, de smukke insekter. Fordi de står sjældent stille og bevæger sig hurtigt. Men denne her, efter at have adskillige gange sat sig på min bluse og kigget mig i øjnene, fuldstændig rolig og tillidsfuld, følte jeg at dens ro smittede over på mig. Og så blev den bare, der på bænken, ved siden af mig. Vi sad længe.
Balancen kan mærkes i naturen; mindre i min krop. Der er dog et skift. Fortiden er forbi, fremtiden venter på mig. Jeg er på vej. I dag den 22. september 2023 sidder jeg her ved computeren. Det er lørdag. Jeg er forventningsfuld.
Jeg har haft stærke smerter i min højre hofte i næsten 4 år nu. Jeg har kæmpet for at holde mig gående, og cyklet når jeg knapt har kunnet gå. Jeg har forsøgt at holde facaden og være stærk trods den ubalance, dybe smerte og mærkelige skævhed i min krop. Det har været så frustrerende. Det har været et mysterium for mig, men jeg har hele tiden været overbevist om at problemet var muskulært, at det havde med traumer og følelser at gøre, noget fra min fortid. Noget havde bidt sig fast i min fysiske krop.
Jeg har gentagne gange søgt hjælp fra andre behandlere og brugt min viden for at få løsnet op i hofteleddet, bindevæv, ledbånd, sener, muskler og hele molevitten. Jeg har aldrig givet op selvom jeg tit tudede af frustration og smerter.
Jeg elsker at hjælpe andre med at få det bedre. Det er min profession. De sidste fire år har været en af de allerstørste prøver i mit liv. Og jeg ved ikke om jeg kan klare det selv, at heale mig selv … så måske har jeg behov for mere hjælp end jeg har hidtil accepteret. Det er jo et skønt faktum at der findes reservedele… det må jeg alvorligt overveje.
I sidste uge har jeg reflekteret på nogle mentale billeder fra min hukommelse. Det har ikke været besværligt fordi jeg har bearbejdet min fortid.
Jeg forstår at de hårdeste tider er tit de vigtigste læremestre i vores liv. Når man ser fortiden i nutidens lys kan man se at det som man har foretaget sig, studeret, arbejdet med, og oplevet, giver viden (hvis man har overlevet det). Man kan godt kalde det “bagklogskabens lys” – en ny forståelse, og så kan man vælge sin egen vej derfra.
Jeg har fået viden som jeg kan videregive. Jeg var ikke god til at snakke følelser, men det blev jeg. Jeg blev opdraget til at være en dygtig arbejder. Det er jeg, men jeg skiftede retning. Jeg traf et valg. Mange valg faktisk.
Jeg er den som jeg er, hvordan kunne jeg være en anden? Lad os give os, og hinanden, lov til bare at VÆRE. LEVE. OG SNAKKE OM FØLELSER.
Jeg er gået omme bagved huset, den grimme lille gård, og videre op ad bakken, kun et par hundrede meter. Mine tanker er tunge. Et sted, oppe på bakken deles den lille sitrende bæk som løber deroppe. På vej ned ad bakken, deles vandet et sted og rinder rundt om en lille tue. Jeg træder ud på den tue, som er så bittelille at jeg knapt kan stå der med tørre fødder. Dette er mit fristed, min egen lille ø. Jeg er bare et barn, men jeg lukker øjnene og lover mig selv at når jeg bliver stor vil jeg få mig en rigtig ø, ude i et rigtigt hav, hvor jeg kan bo helt alene i fred fra andre mennesker.
Alle børn mødte op i klasserummet i går. I dag har vi fri og i morgen er første skoledag. Jeg har tit haft ondt i maven i sommers, men aldrig så ondt som i går. Så i morges er jeg blevet indlagt i en lille privatejet lægeklinik som hedder Solheimar, ved Tjörnin i Reykjavik. I operationsrummet forbereder de min operation. Jeg skal bedøves, de bruger kloroform. De holder tæt. Jeg er så bange at jeg skriger og kæmper for mit liv. Jeg sparker og slår fra mig. De holder fast i begge mine ben og arme, holder tæt om mit hoved og trykker mig ned. Jeg har aldrig været så angst i hele mit otte årige liv. Jeg ånder ind gennem den grusomme maske og taber kampen. De fjerner min blindtarm. Jeg vågner op, slipper for første skoledag og er knap uge i klinikken. Man snakker ikke om følelser.
Far var dygtig fotograf, han havde et godt øje. Jeg har mange billeder af mine forældre med os små. Min hukommelse er sløret men jeg har et lille album. Vi er søde børn, smuk familie. Vi bliver omfavnet og smiler til kameraet og på mange af de gamle billeder er jeg en strålende stjerne, knapt to år gammel, midtpunktet med åben favn, krøller, smilehul og tindrende øjne. Mine storebrødre, to og fire år ældre, er lidt mere generte på de billeder. De er ikke lige så glade for spotlightet som jeg, den mindste. Hvor ville det have ført hen, hvis vi havde lært at snakke om følelser?
Jeg møder to piger fra klassen. De plejer ikke at gide snakke med mig. Nu vil de lege. Den ene pige har et stykke kridt i hånden. Hun spørger mig om jeg kan skrive “ypsilon” på fortovet.
Det kan jeg ikke, jeg ved ikke hvad hun snakker om.
Vi er syv år gamle og går i 1. klasse.
Så hun vejleder mig.
“Først laver du et lille streg, sådan”. Det gør jeg.
“Og så laver du et andet længere streg og hun viser mig i hvilken retning” : y
“Og så sætter du den i parentes” og hun forklarer for mig hvad parentes er.
Jeg tegner:
( y )
De griner vildt, driller og fortæller mig hvad jeg har tegnet:
Jeg har tegnet en tissekone. Så groft! Ja, så uartig har jeg været.
Jeg bliver helt fortvivlet, løber væk, æder skammen og fortæller ingen.
Jeg har hjemve. Savner min mor så utrolig meget. Jeg er 10 år. Det er godt for børn at komme ud på landet, væk fra asfalten. Skoleferien er fra starten af maj til slut august. Pakken indeholdt en ny børnebog, chokolade, karameller og et kærligt brev fra mor. Jeg skriver tilbage, takker for gaven og fortæller om det som man kan være bekendt at fortælle om. Jeg ved godt at jeg skal stå min pligt, være dygtig og ikke klage, ikke være besværlig. Jeg bør vise min families smukke facade. Så mor får aldrig at vide at jeg længes så meget efter hende at jeg forsøger at skade mig selv og planlægger flugt imens jeg læser gang på gang bogen om drengen som er blevet sendt ud på landet, lige som jeg. Han har en hund som sin bedste ven. Han er sej. Jeg forestiller mig at jeg også kan opleve eventyr, flygte og være sej. Men man skriver ikke om følelser.
Det er i tresserne, i Reykjavik. Vi lytter til nyhederne, eller det gør vi faktisk ikke. Det er kun far, måske indimellem mor, som lytter til radioen. Hun serverer maden på bordet, men sætter sig sjældent ved bordenden, på sin plads. Vi går aldrig sultne til sengs. Alle os, de tre ældste børn, har lært at lade det talte sprog glide forbi. Vi er i vores egne tanker, uden sprog. Vi får ikke opmærksomhed, og gør ikke krav på den. Det eneste krav til os er at vi skal være ordentlige, tyste, og spise uden at forstyrre. Vi sidder hver for sig med hver vores oplevelse, tristesse, ensomhed, uden sprog. Man snakker ikke om følelser.
De sidste mange år har fotografi været en del af mig. Jeg kan ikke sige at det er et hobby. Det er mere en lyst jeg har til at huske, især det skønne som fanger mit blik. Når det lykkes mig at fange magien som jeg sanser bliver jeg så glad, så kan jeg dele med andre, og også vende tilbage til mine billeder og mindes.
Det hænder også at det som jeg har fotograferet forsvinder fordi verden forandrer sig konstant.
I går gik jeg en tur og himlen havde et lyst skær trods den ellers grå himmel, lige der hvor jeg tit har standset op for at nyde naturens magi, den magi som opstår når lyset falder på en særlig skøn måde. Jeg følte et savn, og når jeg kom hjem fandt jeg frem de billeder jeg holder mest af, så taknemmelig for den oplevelse jeg fik, det minde jeg har.
Der bliver dyrket en ny skov i de kommende år. Den kommer til at vokse de næste årtier, men den bliver aldrig lige den samme som var. Så jeg takker naturen for den gave jeg dengang fik.
Mattia 