Balancen kan mærkes i naturen; mindre i min krop. Der er dog et skift. Fortiden er forbi, fremtiden venter på mig. Jeg er på vej. I dag den 22. september 2023 sidder jeg her ved computeren. Det er lørdag. Jeg er forventningsfuld.
Jeg har haft stærke smerter i min højre hofte i næsten 4 år nu. Jeg har kæmpet for at holde mig gående, og cyklet når jeg knapt har kunnet gå. Jeg har forsøgt at holde facaden og være stærk trods den ubalance, dybe smerte og mærkelige skævhed i min krop. Det har været så frustrerende. Det har været et mysterium for mig, men jeg har hele tiden været overbevist om at problemet var muskulært, at det havde med traumer og følelser at gøre, noget fra min fortid. Noget havde bidt sig fast i min fysiske krop.
Jeg har gentagne gange søgt hjælp fra andre behandlere og brugt min viden for at få løsnet op i hofteleddet, bindevæv, ledbånd, sener, muskler og hele molevitten. Jeg har aldrig givet op selvom jeg tit tudede af frustration og smerter.
Jeg elsker at hjælpe andre med at få det bedre. Det er min profession. De sidste fire år har været en af de allerstørste prøver i mit liv. Og jeg ved ikke om jeg kan klare det selv, at heale mig selv … så måske har jeg behov for mere hjælp end jeg har hidtil accepteret. Det er jo et skønt faktum at der findes reservedele… det må jeg alvorligt overveje.


