Tag: følelser

Holistisk behandling, Mit helbred, Refleksion

Jævndøgn – en historie om sejr.

Mattia

Balancen kan mærkes i naturen; mindre i min krop. Der er dog et skift. Fortiden er forbi, fremtiden venter på mig. Jeg er på vej. I dag den 22. september 2023 sidder jeg her ved computeren. Det er lørdag. Jeg er forventningsfuld.

Jeg har haft stærke smerter i min højre hofte i næsten 4 år nu. Jeg har kæmpet for at holde mig gående, og cyklet når jeg knapt har kunnet gå. Jeg har forsøgt at holde facaden og være stærk trods den ubalance, dybe smerte og mærkelige skævhed i min krop. Det har været så frustrerende. Det har været et mysterium for mig, men jeg har hele tiden været overbevist om at problemet var muskulært, at det havde med traumer og følelser at gøre, noget fra min fortid. Noget havde bidt sig fast i min fysiske krop.

Jeg har gentagne gange søgt hjælp fra andre behandlere og brugt min viden for at få løsnet op i hofteleddet, bindevæv, ledbånd, sener, muskler og hele molevitten. Jeg har aldrig givet op selvom jeg tit tudede af frustration og smerter.

Jeg elsker at hjælpe andre med at få det bedre. Det er min profession. De sidste fire år har været en af de allerstørste prøver i mit liv. Og jeg ved ikke om jeg kan klare det selv, at heale mig selv … så måske har jeg behov for mere hjælp end jeg har hidtil accepteret. Det er jo et skønt faktum at der findes reservedele… det må jeg alvorligt overveje.

Man snakker ikke om følelser., Refleksion

Kloroform mod angst

Mattia

Alle børn mødte op i klasserummet i går. I dag har vi fri og i morgen er første skoledag. Jeg har tit haft ondt i maven i sommers, men aldrig så ondt som i går. Så i morges er jeg blevet indlagt i en lille privatejet lægeklinik som hedder Solheimar, ved Tjörnin i Reykjavik. I operationsrummet forbereder de min operation. Jeg skal bedøves, de bruger kloroform. De holder tæt. Jeg er så bange at jeg skriger og kæmper for mit liv. Jeg sparker og slår fra mig. De holder fast i begge mine ben og arme, holder tæt om mit hoved og trykker mig ned. Jeg har aldrig været så angst i hele mit otte årige liv. Jeg ånder ind gennem den grusomme maske og taber kampen. De fjerner min blindtarm. Jeg vågner op, slipper for første skoledag og er knap uge i klinikken. Man snakker ikke om følelser.

Fotografi, Man snakker ikke om følelser., Refleksion

Gamle billeder

Mattia

Far var dygtig fotograf, han havde et godt øje. Jeg har mange billeder af mine forældre med os små. Min hukommelse er sløret men jeg har et lille album. Vi er søde børn, smuk familie. Vi bliver omfavnet og smiler til kameraet og på mange af de gamle billeder er jeg en strålende stjerne, knapt to år gammel, midtpunktet med åben favn, krøller, smilehul og tindrende øjne. Mine storebrødre, to og fire år ældre, er lidt mere generte på de billeder. De er ikke lige så glade for spotlightet som jeg, den mindste. Hvor ville det have ført hen, hvis vi havde lært at snakke om følelser?

Man snakker ikke om følelser., Refleksion

ypsilon

Mattia

Jeg møder to piger fra klassen. De plejer ikke at gide snakke med mig. Nu vil de lege. Den ene pige har et stykke kridt i hånden. Hun spørger mig om jeg kan skrive “ypsilon” på fortovet.

Det kan jeg ikke, jeg ved ikke hvad hun snakker om.
Vi er syv år gamle og går i 1. klasse.
Så hun vejleder mig.
“Først laver du et lille streg, sådan”. Det gør jeg.
“Og så laver du et andet længere streg og hun viser mig i hvilken retning” :  y
“Og så sætter du den i parentes” og hun forklarer for mig hvad parentes er.

Jeg tegner:

( y )

De griner vildt, driller og fortæller mig hvad jeg har tegnet:
Jeg har tegnet en tissekone. Så groft! Ja, så uartig har jeg været.
Jeg bliver helt fortvivlet, løber væk, æder skammen og fortæller ingen.