Det er i tresserne, i Reykjavik. Vi lytter til nyhederne, eller det gør vi faktisk ikke. Det er kun far, måske indimellem mor, som lytter til radioen. Hun serverer maden på bordet, men sætter sig sjældent ved bordenden, på sin plads. Vi går aldrig sultne til sengs. Alle os, de tre ældste børn, har lært at lade det talte sprog glide forbi. Vi er i vores egne tanker, uden sprog. Vi får ikke opmærksomhed, og gør ikke krav på den. Det eneste krav til os er at vi skal være ordentlige, tyste, og spise uden at forstyrre. Vi sidder hver for sig med hver vores oplevelse, tristesse, ensomhed, uden sprog. Man snakker ikke om følelser.
Mattia 