Jeg har hjemve. Savner min mor så utrolig meget. Jeg er 10 år. Det er godt for børn at komme ud på landet, væk fra asfalten. Skoleferien er fra starten af maj til slut august. Pakken indeholdt en ny børnebog, chokolade, karameller og et kærligt brev fra mor. Jeg skriver tilbage, takker for gaven og fortæller om det som man kan være bekendt at fortælle om. Jeg ved godt at jeg skal stå min pligt, være dygtig og ikke klage, ikke være besværlig. Jeg bør vise min families smukke facade. Så mor får aldrig at vide at jeg længes så meget efter hende at jeg forsøger at skade mig selv og planlægger flugt imens jeg læser gang på gang bogen om drengen som er blevet sendt ud på landet, lige som jeg. Han har en hund som sin bedste ven. Han er sej. Jeg forestiller mig at jeg også kan opleve eventyr, flygte og være sej. Men man skriver ikke om følelser.
Tag: Barndom
Man snakker ikke om følelser.
Det er i tresserne, i Reykjavik. Vi lytter til nyhederne, eller det gør vi faktisk ikke. Det er kun far, måske indimellem mor, som lytter til radioen. Hun serverer maden på bordet, men sætter sig sjældent ved bordenden, på sin plads. Vi går aldrig sultne til sengs. Alle os, de tre ældste børn, har lært at lade det talte sprog glide forbi. Vi er i vores egne tanker, uden sprog. Vi får ikke opmærksomhed, og gør ikke krav på den. Det eneste krav til os er at vi skal være ordentlige, tyste, og spise uden at forstyrre. Vi sidder hver for sig med hver vores oplevelse, tristesse, ensomhed, uden sprog. Man snakker ikke om følelser.
Mattia 